Ved en ung Hustrus Båre
Blegnet hun, midt i Livets Glød
segnet hun som ej aned Død.
Døden agted ej
Livets Blomstervej,
fagrest Blomst den brød!
Sorgens Toner lyde,
kan ej Fred betyde,
Længslens Suk og Råb,
kan det rumme Håb?

Båren sænkes i Jorden ned
Tåren spejler det mørke Sted.
Han som misted jo
kjærlig Lykkes Ro,
Far og Mor stå ved.
Da usynlig kommer
Livets store
Dommer, lærer dem det Råb,
som kan rumme Håb.