Den hvide, røde Rose
saa kaltes Søstre to, ja to.
Den hvide var saa stille,
den røde altid lo.
Men omvendt ble det siden, ja,
for saa kom Friertiden, ja.
Den hvide blev saa rød, saa rød,
den røde blev saa hvid.

Ti ham den røde elsked,
ham ville Far ej ha, ej ha.
Men ham den hvide elsked,
han fikk paa Timen ja.
Den røde, ak, hun falmer, ja,
med Suk og Sorg og Salmer, ja,
Den hvide blev saa rød, saa rød,
den røde blev saa hvid.

Nej, saa blev Far skam bange
og maatte til med ja, aa ja!
Og saa klang glade Sange
til bryllupsskudd, hurra!
Og snart sprang mindre Roser, ja,
paa Sko og bitte Hoser, ja,
den rødes de var hvide,
men den hvides alle rød'!